
Copenhagen's Intimate LIVE jazz
venue since 1959
Jazzhus Montmartre har siden 1959 været Danmarks internationalt berømte scene for intime jazzkoncerter på topniveau. Du kan vælge mellem 200 koncerter årligt og komme helt tæt på både de største stjerner og de dygtigste nye talenter.
Efter en afstikker til Nørregade i København fra 1976-95 ligger Montmartre igen på den oprindelige adresse i Store Regnegade 19a, hvor det hele begyndte i 1959.
Siden genåbningen i 2010 har Montmartre været drevet som not-for-profit på et stramt budget med hjælp fra 35 frivillige. Huset støttes af staten, Københavns Kommune og en række fonde som anerkendelse af Montmartres rolle som jazzens danske nationalescene. Læs mere her. Vi glæder os til at se dig.
koncerter
Malene Mortensen Group

I grænselandet mellem jazz og pop er Malene en stjerne
Malene Mortensen - Vocals
Søren Baun - Piano
Morten Ankarfeldt - Bass
Rasmus Lund - Drums
Malene Mortensen har været på noget af en rejse fra poppen til vokaljazzen, fra hun i 2002 vandt det danske Melodi Grand Prix med popsangen "Vis mig, hvem du er".
Siden valgte hun jazzen og har indspillet plader med både Niels-Henning Ørsted Pedersen, Alex Riel og Niels Lan Doky.
Hun har turneret i det meste af verden og har indspillet med nogle af jazzens største internationale stjerner som Chris Potter, Mike Stern, Avishai Cohen, Christian Sands og Terreon Gully.
Malene Mortensen har fået jazzen ind fra barnsben. Hendes far var trompetisten og komponisten Jens Winther og moderen trommeslageren Karen Mortensen. Så det har længe ligget i kortene, at hun skulle beskæftige sig med musik. Og, for at gøre historien komplet, så er hun søster til pianisten Carl Winther.
Malene Mortensens alsidige baggrund medvirker til, at hun synger med en overskudsagtig teknik, der har sikret hende en smuk klang og klare intoneringer.
Hendes stemme byder på en palet af farver, der mestrer alt fra den klassiske jazz såvel som til smooth crooner RnB.
Med sig på Montmartre har hun medbragt de rutinerede top-musikere Søren Baun på klaver, Morten Ankarfeldt på bas og Rasmus Lund på trommer.
350 DKK
🟠 Lørdag den 29. november 2025 Kl. 20.00 CET (Kun få tilbage) Se mere >
Champian Fulton Trio (US)

Hendes swing og charme tager verden med storm
Champian Fulton - Piano (US)
Hans Backenroth - Bass (SE)
Kristian Leth - Drums (DK)
“Champian Fulton er den mest talentfulde jazzsanger i sin generation" skrev jazzanmelderen Mark Stryker om den anmelderroste pianist og sanger. Og nu vender hun tilbage til Montmartre efter totalt udsolgte huse sidst.
Siden hun som 10-årig optrådte til jazzlegenden og familivennen Clark Terry's 75 års fødselsdag, er hun stormet frem på den internationale jazzscene.
Champian Fulton er datter af jazz-trompetisten Stephen Fulton og er fra en ung alder blevet eksponeret for den traditionelle, swingende amerikanske jazz-skat. Blandt hendes store inspirationskilder tæller musikere som Bud Powell, Red Garland og Errol Garner samt vokalisterne Sarah Vaughan og Dinah Washington.
Fulton mestrer begge kunstformer til perfektion og med respekt for traditionen in mente, har hun altid sit eget, unikke twist på fortolkninger af klassiske jazz standarter.
Gennem de sidste 20 år har hun udgivet 18 albums som leader, har turneret rundt i verden og spillet med legender som Nicholas Payton, Buster Williams, Jimmy Cobb og Louis Hayes.
Når hun til november genbesøger Montmartre, har hun allieret sig med svenske Hans Backenroth (bas) og den garvede danske trommeslager Kristian Leth.
🟠 Lørdag den 29. november 2025 Kl. 20.00 CET (Kun få tilbage) Se mere >
380 DKK


